Mange måder at samle ind på

46 soroptimistklubber planter træer i deres hjemby i 2015 og samler ind til kampagnen “Giv en pige ret”.

Af Anne Marie Balle, kampagneambassadør og præsident for Soroptimist International Danmark.


Der er gode traditioner hos soroptimister for, at man afholder arrangementer, der er interessante for kvinder i lokalområdet og samtidig samler midler ind til formål, der lokalt som globalt hjælper kvinder til bedre vilkår på områderne: uddannelse, økonomi, menneskerettigheder, sundhed og miljø.

Det kan være en udflugt, en kvindefrokost, en svømmekonkurrence, en cykeltur etc.

Soroptimist International Danmark har besluttet i anledning af 100 året for kvinders valgret i Danmark som unionsprojekt at plante en “kvindernes Eg” i deres hjemby og samle ind til KULU’s projekt “Giv en pige ret” i Mali.

I Varde inviterede man byens kvinder til at høre Lotte Heise fortælle om kampagnen “Giv en pige ret” og i den forbindelse samlede man et pænt beløb ind til projektet.

Sønderborg inviterede til Grundlovsfest på Sønderborg slot, hvor der blev samlet ind til “Giv en pige ret”. Historiker Inge Adriansen talte om: “Ikke kun Kinder, Kirche Küche – historier om sønderjyske kvinder i årene 1900-1920”. Herefter var der tale af Ellen Trane Nørby samt Charlotte Riis Engelbrecht og man plantede en “Kvindernes Eg”.

I Nyborg inviterede man til en forrygende grundlovsfest, med kaffebord og grillpølser. Pia Laneth Friis talte om da tyende og kvinder blev borgere.

Flere politikere talte, der var gymnastikopvisning, fællessang, og garden spillede.

Til sidst plantede borgmesteren et egetræ og der blev samlet in til “Giv en pige ret”.

I Ålborg inviterede byens kvindeforeninger til grundlovsfest i Hals menighedshus, hvor Karin Flensborg holdt tale om Kvindernes stemme i det demokratiske samfund. Indsamling gik til “Giv en pige ret”. Derefter imiterede man “Kvindernes optog” fra 1915 og gik i hvide kjoler med fane gennem byen.

I Københavnerklubben samt i Brøndby besluttede klubberne i anledning af deres jubilæum, at hvert medlem ville købe et gavebrev til “Giv en pige Ret”.

I Københavnerklubben har man desuden arrangeret en udflugt til at besøge “Korsbæk op Bakken” inklusiv en god frokost. Man tager “overpris” for arrangementet og kan derfor sende et pænt beløb til kampagnen “Giv en pige ret”.

En soroptimist besluttede i forbindelse med sin 60 års fødselsdag at sige til familie og venner, at hun ikke ønskede gaver, men at gæsterne i stedet kunne give bidrag til “Giv en pige ret”. Hun fortalte, at det havde været en glæde at donere beløbet til det gode formål og samtidig havde hun fået skabt kendskab til projektet.

 

Flere piger får papir på deres identitet

Giv en pige ret kampagnen uddeler fødselsattester og ID-papirer til piger og kvinder i ni forskellige områder i Mali.
Fra efteråret 2016 er kampagnen med succes rykket til den konfliktramte Gao-provins i det nordlige Mali. Her har 500 piger i Gao fået fødselsattester i 2017, og 1200 står nu på venteliste til at få en. - Læs mere.

KULU har siden 2008 samarbejdet med det maliske kvindenetværk MUSONET om at udstede fødselsattester og andre ID-papirer til piger og kvinder i Mali. Mere end 4.000 kvinder og piger har fået bevis på deres ret takket være Giv en pige ret kampagnen samt støtte fra kampagnepartnere og fonde.