700 piger har fået ret i 2013

Det var med store smil og glæde, at MUSONET-Mali den 28. juni 2013 kunne overrække yderligere 300 unge kvinder deres fødselsattester. Hermed har KULU og MUSONET-Mali haft glæden af at kunne uddele 700 fødselsattester alene i 2013, og samlet set har projektet `Giv en pige ret´sikret, at hele 1.300 piger og unge kvinder har fået papir på, at de officielt eksisterer. Sammen med fødselsattesterne fik de unge piger også overrakt en skoletaske og skriveredskaber, så de var klar til at begynde i skole efter sommeren.

Det er langt fra alle unge piger i Mali, der får muligheden for at gå i skole, så pigerne glædede sig meget.                                                                                          


En af de piger, der tidligere har fået en fødselsattest gennem projektet, er Nassoun Doumbia. Her fortæller hun om, hvordan hun arbejder hårdt på at blive den bedste elev i klassen:

”Jeg hedder Nassoun Doumbia. Jeg er lige gået ud af 4. klasse i en klasse med 95 elever, heraf 50 drenge og 45 piger. Når skolen starter næste gang, skal jeg i 5. klasse. Jeg har et gennemsnit på 7,79 og ligger derfor nr. 3. i min klasse. I de første to semestre af 4.klasse var jeg hele tiden nr. 1 i klassen, men i 3. semester kunne jeg ikke holde min plads, fordi jeg var nødt
til at arbejde hjemme i huset. På det tidspunkt tog min mor nemlig af sted til en minegrav 10 km. herfra for at lede efter guld. Jeg er meget glad for skoleudstyret, med det får jeg et godt skoleår,
når skolen starter igen.  Leve MUSONET-Mali!!! Leve pigers skolegang!!






 

Flere piger får papir på deres identitet

I perioden januar 2016 til februar 2017 er der uddelt 1550 fødselsattester til piger i ni forskellige områder i Mali, heriblandt den konfliktramte provins Gao i den nordlige del af landet. Det fortæller KULUs partner i Mali, MUSONET. Gao provinsen har siden efteråret 2016 været en del af Giv en pige-kampagnen, hvor der er blevet uddelt 300 attester.

KULU har i samarbejde med den lokale maliske partner MUSONET støttet arbejdet med at få udstedt fødselsattester og andre identitetspapirer til piger og kvinder i Mali siden 2008. Mere end 3.500 kvinder og piger har fået bevis på deres ret takket være Giv en pige ret kampagnen samt støtte fra kampagnepartnere og fonde.