Fødselsattester er også nødvendige for de ældre piger






Skrevet af Mama Koité Doumbia, Forkvinde MUSONET-Mali
Oversat af Louise L. Martinussen, informationsmedarbejder KULU
Den 25. april



Uddeling af identitetspapirer i Naréna, Mali den 9. april, 2013.

9. april uddelte MUSONET-Mali identitetspapirer til 200 piger der går i 9. klasse i Naréna, Mali, og som skal starte på gymnasiet.
Pigerne skal bestå en eksamen for at kunne komme i gymnasiet, men uden en fødselsattest og identitetskort kan pigerne ikke få adgang til eksaminationslokalet. Når pigerne overhovedet er kommet i skole uden en fødselsattest, skyldes det, at borgmesteren i kommunen har dispenseret fra lovkravet om, at børn skal have en fødselsattest for at komme i skole.

Forkvinden for MUSONET-Mali, Mama Koité Doumbia, fortæller at pigernes forældre er glade for at deres døtre nu kan fortsætte deres skolegang og en dag forhåbentlig få et godt arbejde. Pigerne håber på at en uddannelse vil gøre dem mere selvstændige og give dem mulighed for at tage ansvar, hjælpe deres familier og bidrage til udviklingen af Mali. Den stærke kampagne for piger og kvinders rettigheder, der bakkes op af lokale myndigheder, ledere og borgmesteren, har ændret mange holdninger. Og det er MUSONET-Mali meget stolte af. Mama Koite Doumbia sender en tak til KULU og de danskere, der har bidraget til "Giv en pige ret" kampagnen. Hun understreger, at der fortsat er en lang liste af piger, der venter på at få disse værdifulde papirer.

TAK til KULU!!

 

Flere piger får papir på deres identitet

I perioden januar 2016 til februar 2017 er der uddelt 1550 fødselsattester til piger i ni forskellige områder i Mali, heriblandt den konfliktramte provins Gao i den nordlige del af landet. Det fortæller KULUs partner i Mali, MUSONET. Gao provinsen har siden efteråret 2016 været en del af Giv en pige-kampagnen, hvor der er blevet uddelt 300 attester.

KULU har i samarbejde med den lokale maliske partner MUSONET støttet arbejdet med at få udstedt fødselsattester og andre identitetspapirer til piger og kvinder i Mali siden 2008. Mere end 3.500 kvinder og piger har fået bevis på deres ret takket være Giv en pige ret kampagnen samt støtte fra kampagnepartnere og fonde.